torsdag den 27. februar 2014

Sjove fastelavnssange og lege - tralaleg.dk

Fastelavn er lige om hjørnet...
Måske skal børnene ud og rasle med bøsserne!

Mel.: Der sad to katte på et bord
Nu er det fastelavn igen,
krittevitte vit bom bom,
og pengene de rasler ind,
krittevitte vit bom bom,
og hvis jeg ingen penge får,
krittevitte vitte vitte vitte vit bom bom,
så kommer vi til næste år,
kritte vitte vit bom bom.

Fastelavn er mit navn...
Syng den med fagter og brug tørklæder/små instrumenter!
Ideen er hentet fra sangbogen "Fagtesange for de yngste"

Læg tørklæder og instrumenter ind i midten

Fastelavn er mit navn,           dans udenom tørklæder og instrumenter  
boller vil jeg have.                 form boller med hænderne
Hvis jeg ingen boller får,        lav en "truende" bevægelse med knyttet hånd
så laver jeg ballade.              spræl med arme og ben

Boller op, boller ned,            peg op og peg ned
boller i min mave.                 hold på maven
Hvis jeg ingen boller får,       lav en "truende" bevægelse med knyttet hånd
så laver jeg ballade.              spræl med arme og ben

Syng sangen igen og "lav ballade" med tørklæder og instrumenter.
I kan f.eks bruge rasleæg, maracas, håndbjælder, grydelåg m.m.

Sjove sanglege/lege til fastelavn...
Jeg gik mig over sø og land. Børnene skiftes til at stå i midten og bestemme hvad I skal lave.
Bide til bolle-leg. Træk en snor gennem hver fastelavnsbolle. Der skal være én til alle. Hæng derefter bollerne op på en lang snor ved siden af hinanden. Hvert barn stiller sig foran en bolle og holder hænderne på ryggen. Hvem bli'r først færdig ?? :)
Flaskeleg - den som flaskehalsen peger på! Den, som flasken peger på skal vise noget de andre gætter - eller gøre noget I har bestemt på forhånd.
Ka' du gætte hvem jeg er ? Syng først sangen! Når den er færdig lægger alle børn sig på gulvet (sammenkrøbet og må ikke kigge). En voksen lægger et tæppe over et barn og de andre skal nu gætte om det er en prinsesse, en klovn, en elefant eller ?? - der ligger under tæppet.

Ka' du gætte, hvem det er?
Ka' du gætte, hvem det er,
der ligger under tæppet nu,
tip, tap. tæppet nu.
Ka' I gætte, hvem det er.







torsdag den 13. februar 2014

Udklædningstøj til fastelavn!

Er det allerede fastelavn?

Skrevet af Vinnie Houmøller - multimediedesignerstud.
Når man har en lille datter på knap 2½ er det ikke alle ting, der er lige nemme. Et eksempel er at finde det rigtige fastelavnskostume. Det duer ikke at spørge hende – hun vil gerne være både en hund, et monster, en flagermus og et spøgelse (uhyggelige ting hitter herhjemme for tiden). Hun vil dog ikke være en smølf. Det er hun ret bestemt omkring. Nå. Jeg tænker, at så skal hun da være en hund – hun render alligevel altid rundt og siger ’vuf vuf’ og kan både sitte, dække og give pote.

Afsted går jagten på et hundekostume. Det viser sig hurtigt at være en vanskelig sag. Først og fremmest skal man, når man googler, huske at søge på ”børn”, for ellers kommer der alle mulige og umulige kostumer til voksne frem. Men med en vis ekspertise indenfor googling (for nu ikke at sige, at jeg køber ALT på nettet) får jeg fundet nogle hundekostumer, men... enten falder de ikke i moderens (min) smag, eller også findes de ikke i hendes størrelse – eller også er de udsolgt. Så foreslår min datters kære mormor, at man da bare kan lave det selv. Jeg protesterer højlydt. Det bliver aldrig ordentligt. Ubehagelige flashbacks fra min ellers trygge barndom springer frem for mine øjne. Alligevel får mormor og min kæreste sammen overtalt mig til, at okay da – så laver vi det selv.

Endnu et problem opstår. Min datter nægter at have noget på hovedet, der ikke er en af hendes huer. Alt andet end en hue kan godt gå hjem og vugge. Hmm. Det er måske svært at være en hund, hvis man ingen ører har. Og så bliver det ligesom da jeg selv var lille – og jeg hadede forøvrigt at klæde mig ud, har jeg fået fortalt – at folk kommer og spørger ”hvad er du klædt ud som?”. Det var tit problemet med hjemmelavet fastelavnstøj. Måske havde jeg ikke hadet at klæde mig ud, hvis der var nogen der havde købt et pænt kattekostume til mig?

Jeg bliver ved med at gruble. Kan jeg sy nogle ører fast på en af hendes huer? Vil det ikke se tosset ud? Hun har en tøjhund i gul og pink, som hun kan matche – men man kan ikke finde en bluse der passer helt i farverne, og skal jeg så ud og købe noget stof, og igen med de dér ører, og nu er det også snart fastelavn og... argh!
Under en strøgtur sammen med min søster smuttede jeg ind i en legetøjsbutik. Hun skal være en bi. Uden følehorn. Basta bum.
...
Hvis I står i lidt af det samme dilemma vil jeg anbefale, at I kigger her på tralaleg.dk’s hjemmeside. Der er en masse fine fastelavnsdragter – og nogle af dem er også gode til de små selektive fjollehoveder, der ikke vil have pynt på hovedet. ;)




onsdag den 5. februar 2014

Lav selv sjove fastelavnsmasker til børn!

Snart er det vinterferie-tid! 
En hyggelig aktivitet kunne være at lave jeres egne masker til fastelavn! Go' fornøjelse :)

Det skal I bruge: Brune papirsposer, lim, garn-/stofrester, silkepapir i forskellige farver, børster fra en gammel kost, vandfarve el. farvekridt, æggebakker m.m.

Lad børnene bruges deres fantasi og skabe deres egen figur:)

Sæt en pose over dit barns hoved. Tegn op de steder hvor der skal være næse, øjne, mund.
Tag posen af og klip forsigtigt hullerne ud. Klip posen til så den passer i længden. 

EN KAT
Lav spidse ører af papir og lim på. Lim hår på fra en kost som knurhår.
Tegn og mal så det bli'r et sjovt kattehoved.

EN KLOVN
Lav sjovt hår og lim på (eller klips på) af en masse strimler af silkepapir i forskellige farver.
Lav en stor klovnemund, en rød næse af garnrester el.l og lim på (eller en lille skumbold), mal kinderne røde, røde streger om øjnene o.s.v.

Lav en sjov maske med en stor paptallerken!
Hold paptallerkenen op foran dit barn. Marker' øjnene. Klip to huller til øjne. Tegn et sjovt ansigt og farv med tusser. Klip evt. hår af silkepapir el. garn og klips eller lim på. Lav et lille hul ude i kanten af hver side - lidt højere end hullerne til øjnene. Bind en elastisk snor i.

Måske har I mere lyst til et "Funny Face"




søndag den 2. februar 2014

Spændende nyheder på vej i tralaleg.dk

Maileg - og Haba...

Vi er hjemme igen efter besøg på spændende messer i Herning og København.
Inden længe inviterer vi 2 nye brands indenfor i tralaleg.dk. 

Vi faldt for danske Maileg, som laver super lækre produkter til børn!
Er klovnen ikke bare skøn...
 Rangler lavet som frugter og grøntsager i lækkert stof!

Haba = Kvalitets legetøj til børn! 
Vi har bl.a. bestilt alt til indianer udklædning...