Er det allerede fastelavn?
Skrevet af Vinnie Houmøller - multimediedesignerstud.
Når man har en lille datter på knap 2½ er det ikke alle ting,
der er lige nemme. Et eksempel er at finde det rigtige fastelavnskostume. Det
duer ikke at spørge hende – hun vil gerne være både en hund, et monster, en
flagermus og et spøgelse (uhyggelige ting hitter herhjemme for tiden). Hun vil
dog ikke være en smølf. Det er hun ret bestemt omkring. Nå. Jeg tænker, at så
skal hun da være en hund – hun render alligevel altid rundt og siger ’vuf vuf’
og kan både sitte, dække og give pote.
Afsted går jagten på et hundekostume. Det viser sig hurtigt
at være en vanskelig sag. Først og fremmest skal man, når man googler, huske at
søge på ”børn”, for ellers kommer der alle mulige og umulige kostumer til voksne
frem. Men med en vis ekspertise indenfor googling (for nu ikke at sige, at jeg
køber ALT på nettet) får jeg fundet nogle hundekostumer, men... enten falder de
ikke i moderens (min) smag, eller også findes de ikke i hendes størrelse – eller
også er de udsolgt. Så foreslår min datters kære mormor, at man da bare kan lave
det selv. Jeg protesterer højlydt. Det bliver aldrig ordentligt. Ubehagelige
flashbacks fra min ellers trygge barndom springer frem for mine øjne. Alligevel
får mormor og min kæreste sammen overtalt mig til, at okay da – så laver vi det
selv.
Endnu et problem opstår. Min datter nægter at have noget på
hovedet, der ikke er en af hendes huer. Alt andet end en hue kan godt gå hjem og
vugge. Hmm. Det er måske svært at være en hund, hvis man ingen ører har. Og så
bliver det ligesom da jeg selv var lille – og jeg hadede forøvrigt at klæde mig
ud, har jeg fået fortalt – at folk kommer og spørger ”hvad er du klædt ud som?”.
Det var tit problemet med hjemmelavet fastelavnstøj. Måske havde jeg ikke hadet
at klæde mig ud, hvis der var nogen der havde købt et pænt kattekostume til
mig?
Jeg bliver ved med at gruble. Kan jeg sy nogle ører fast på
en af hendes huer? Vil det ikke se tosset ud? Hun har en tøjhund i gul og pink,
som hun kan matche – men man kan ikke finde en bluse der passer helt i farverne,
og skal jeg så ud og købe noget stof, og igen med de dér ører, og nu er det også
snart fastelavn og... argh!
Under en strøgtur sammen med min søster smuttede jeg ind i en
legetøjsbutik. Hun skal være en bi. Uden følehorn. Basta bum.
...
Hvis I står i lidt af det samme dilemma vil jeg anbefale, at
I kigger her på tralaleg.dk’s hjemmeside. Der
er en masse fine fastelavnsdragter – og nogle af dem er også gode til de små
selektive fjollehoveder, der ikke vil have pynt på hovedet. ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar